Parterapi

Parterapi for kærestepar og ægtepar

Der kan være forskellige grunde til at gå i parterapi. Det kan være, at I sidder fast i negative samspilsmønstre, som medfører konflikter eller afstand imellem jer. Det kan også være, at I ønsker at gå i parterapi på baggrund af en krise præget af uoverensstemmelser eller svigt. Andre gange er der tale om langvarige og slidsomme dynamikker, som har udviklet sig over tid. Det kan eksempelvis være:

  • skænderier og konflikter, som er gentagende og opslidende
  • at det er svært at kommunikere sammen og forstå hinanden
  • at I har mistet lysten til hinanden – både følelsesmæssigt og seksuelt
  • at I gennemgår en krise som fx dødsfald i familien, sygdom eller utroskab
  • at én eller begge har traumer eller omsorgssvigt med i bagagen
  • at der er misbrug – alkohol, stoffer eller anden afhængighed

I parterapien arbejder vi sammen på at skabe et rum, hvor I er trygge, og hvor I begge oplever at have plads til at udtrykke jeres grundlæggende længsler og behov. Vi vil arbejde med at skabe forståelse for hvilke tanker og følelser, der bidrager til de uhensigtsmæssige mønstre og på at finde nye måder at træde ud af det smertefulde samspil, som kan være præget af f.eks. bebrejdelser, kritik eller tilbagetrækning. En del af parterapien indebærer også at hele de gamle sår, som kan være et resultat af uhensigtsmæssige samspilsmønstre.

For at skabe en forandring af de uhensigtsmæssige mønstre kræver det, at I begge er villige til at se på jer selv med henblik på at skabe noget nyt i relationen.

Parterapien foregår ved, at vi starter med en fælles samtale, hvor jeg hører jeres begges oplevelser af de udfordringer, I kommer med. Herefter har jeg en individuel samtale med jer hver især, og så mødes vi igen til fælles samtaler. I de indledende samtaler taler vi om bl.a. om jeres bekymringer, håb og ønsker både til terapien og til jeres forhold.

Normalt har vi kortere intervaller mellem samtalerne i starten og derefter lidt længere intervaller.

Længden af et parterapiforløb kan variere. Nogle gange kan et kort forløb på 4-5 samtaler være tilstrækkeligt til at skabe fornyet indbyrdes forståelse og sætte væsentlige forandringer i gang. Andre gange er der brug for et længere forløb på 8-12 gange eller mere. Det gælder især, når der er langvarige, fastlåste mønstre, som er svære at bryde, eller der er mere grundlæggende uenighed om, hvilket liv man ønsker sig sammen.

I er klar til at afslutte parterapien, når

  • I er bedre i stand til at træde ud af de negative samspilsmønstre, som I bliver fanget i
  • jeres samspil indeholder en gensidig villighed til at forstå, støtte og nærme jer hinanden
  • I kan acceptere hinandens forskelligheder, tage ansvar for og tilgive gamle svigt
  • I har lyst til at drømme om fremtiden og lyst til at holde kærligheden i live.

I parterapi arbejder jeg primært ud fra Emotionsfokuseret terapi (EFT). EFT er en videnskabelig funderet tilgang, som bruges både i parterapi, familieterapi og individuel terapi.

EFT er teoretisk funderet i tilknytningsteorien, hvor der er fokus på, at vi mennesker er sociale og relationelle: At vi er afhængige af at have trygge relationer til andre mennesker, og at vores tilknytningsmæssige erfaringer har betydning for vores følelsesmæssige liv og for, hvordan vi danner følelsesmæssige bånd til andre – særligt i de nære relationer.

I Emotionsfokuseret parterapi arbejder vi med at skabe større tryghed indadtil og udadtil med henblik på at forbedre trivslen i de nære relationer.

Psykologisk praksis
v/ Susanne Scherff